Virum Motor Co. A/S

Racerteknik til hverdagen: CUPRA lancerer Leon VZ TCR og Leon VZ

CUPRA løfter sløret for Leon VZ TCR og Leon VZ: Racerarv møder hverdagskørsel.

CUPRA introducerer nu to nye modeller, der bygger direkte på mærkets erfaringer fra international motorsport: den rendyrkede Leon VZ TCR og den mere gadeorienterede Leon VZ. Begge modeller markerer næste skridt i CUPRAs performance-univers og får den kraftigste forhjulstrukne drivlinje, mærket til dato har udviklet – 325 hk og 420 Nm.

Leon VZ TCR: En gadebil gennemsyret af motorsports-DNA

Leon VZ TCR viderefører teknologien fra CUPRAs racevindende TCR-program, der i 2025 har hentet titler i både Europa, Storbritannien, Mexico og Frankrig. Modellen når 0-100 km/t på 5,3 sekunder og er udstyret med DCC-undervogn, elektronisk styret differentialespærre, Akebono-bremser og præcisionsindstillede køreprofiler.

Design og kabine er skabt med klar inspiration fra banesporten. Aftagelige bagsæder, afstivning, 4-punkts seler, letvægtsfælge og bredere 245 mm dæk bidrager til et mere fokuseret setup. Et individuelt serienummer og særlige aerodynamiske detaljer understreger den begrænsede produktion på 499 eksemplarer – én for hver Leon-racer CUPRA har bygget gennem årene.

Leon VZ TCR forventes lanceret i slutningen af 2026.

0606a3f2-bc8e-41e4-963a-0ae1133887f2_638989817779781393.jpg

Leon VZ: Første møde med den nye drivlinje

Inden TCR-modellen rammer vejene, introduceres CUPRA Leon VZ – en model, der bringer samme 325 hk drivlinje ind i et mere dagligt anvendeligt format. Leon VZ får et skærpet designudtryk, blandt andet med fire kobberfarvede udstødningsrør og egne visuelle signaturer.

Der produceres 1.500 eksemplarer af Leon VZ, og modellen lanceres i første kvartal af 2026.